Med en opvækst i den barke vestjyske natur, og i en kreativ familie med en mor, der altid havde gang i såvel musik som design af tøj til egnens ”fruer”, blev jeg oplært i dette kreative univers.

Tegning med blyant og vandfarver, var de få midler der var inden for rækkevidde på den tid og selvfølgelig oplæring i at kreere eget tøj.

Kunst-strik: finurligt smukt strik i forskellige kvaliteter såvel silke, uld, mohair og hør, i hånden og på maskine, var også i spil en årrække.

Så kom nogle år hvor knipling, også Tønderknipling, blev min store lidenskab, men maleriet spøgte i baghovedet, først efter mange år i erhvervslivet og efter salg af vores forretning, blev der endelig tid og mulighed for at gå rigtig i gang.

Jeg arbejder nu med akryl på lærred, spontane billeder, med huse og mennesker i forskellige øjeblikke indlagt en stor del fantasi, også figurative motiver samt sort hvide grafiske skulpturer er også blevet en del af mit arbejde.

En stor inspirationskilde er naturen omkring mig, mange rejser til Frankrig hvor især de små middelalderbyer har givet inspiration, og mennesker i forskellige situationer samt en stor del fantasi, er indlagt i mine billeder.

Jeg er autodidakt maler, har modtaget undervisning af bl.a. Stefanie Woschek og John Esborg, begge fra Rørvig, samt Maja de Hemmet.