Indtryk af en foranderlig verden
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
Huse, herreben og husgeråd, tandbørster, tapeter og tekstiler og meget, meget mere opløses og deler sig som et kalejdoskop foran vores øjne i Methea Gravesens dynamiske og velkomponerede malerier.
Titlen siger det hele: Kubistiske billeder. Her tager Methea Gravesen helt bevidst arven op efter Picasso, Braque og Juan Gris´ kubistiske eksperimenter, der som et granatnedslag revolutionerede billedkunsten i årene umiddelbart op til 1. verdenskrig. I trioens malerier, tegninger og collager blev verden nu ikke længere betragtet ud fra centralperspektivets fastfrosne blik. Et klassisk centralperspektivisk maleri forudsætter nemlig en iagttager, der betragter rummet og objekterne i det siddende bomstille med øjnene stift rettet mod ét bestemt punkt. I kubismen ser man derimod glasset, piben, bordet, flasken, avisen og personen fra mange forskellige vinkler på samme tid. Som man gør i virkeligheden, når man går rundt i rummet. Ja, blot man drejer hovedet en smule, ser man jo vasen foran sig fra et nyt og andet perspektiv.
Hvor den kubistiske trio for det meste maler opstillinger og stillleben, går Methea Gravesen imidlertid også ud af hjemmet. Spadserer gennem storbyens boulevarder eller tager blot et lille smut ud i haven. Gående gennem de forskellige scenarier skifter alt hele tiden form. Højhuse drejer rundt om sig selv, facader falder sammen, menneskekroppe forskyder sig i alle retninger, biler efterlader flygtige farvespor, og spejlinger mangedobler synsindtrykkene. En verden i konstant bevægelse, som verdenen jo er, og Methea Gravesen fanger det hele.
Ofte forsvinder tingene helt i Methea Gravesens billeder. Bliver abstrakte felter af farver, mønstre og prikker. Har hun dermed fjernet sin interesse fra den fysiske verden? Nej, for ser man efter, kan man selv opleve disse mønstre og prikker. F.eks. på en solskinsdag, når man efter at have misset mod solens stærke stråler, ser flimrende lyspletter for sine øjne og oplever, at verden for en stund forandrer sig i svimlende perspektiver. I princippet er der således ingen forskel mellem de figurative malerier og de abstrakte. Begge er blevet til, efter at Methea Gravesen har betragtet og gransket sine omgivelser grundigt. Her er ikke, som i den geometrisk abstrakte kunst, tale om kunst fuldstændigt befriet fra virkelighedens fysiske tilstedeværelse.
Methea Gravesen ser og ser: levende væsener, natur eller ”døde” ting som pudebetræk, tapeter og lommetørklæder. Ja, selv et ydmygt stykke karton finder vej ind i hendes billedverden. Alt, mennesker, objekter og landskaber, forandres ved blot den mindste ændring af lysindfaldet. Methea Gravesen noterer det, registrerer det og begejstres over det hele. Begejstring, nysgerrighed og forundring. Det er nøgleordene, når man skal beskrive hendes kunst.
Tom Jørgensen
